Ansvar og ansvarlighed

Tale i forbindelse med Gladsaxe Byråds vedtagelse af budget 2011-14
af Lars Abel, gruppeformand og politisk ordfører
for Det konservative Folkeparti i Gladsaxe


Fra Gladsaxes Budgetdag den 21. august 2010

Ansvar i forhold til selve opgaven – ansvarlighed over for borgerne/brugerne og de kommunale medarbejdere.

Det konservative Folkeparti fortryder ikke, at vi er en del af budgetforliget mellem Socialdemokraterne, Venstre, Dansk Folkeparti og Det konservative Folkeparti.

Ingen skal dog være i tvivl om, at vi ikke har været begejstret over at skulle medvirke til en skattestigning. For os som konservative reddes velfærden ikke gennem højere skatter – det gælder i landspolitikken, og det gælder lokalt. Men vi vil gerne kvittere for borgmesterens lydhørhed. Imødekommelsen i form af en halvering af den påtænkte skatteforhøjelse og det at andre partier i byrådet besluttede sig for ikke at ville tage ansvar for de kommende års budget, var helt afgørende for os.

Det kan nok ikke undre nogen, at budgetforhandlingerne fulgte to spor. Den ene side af bordet kom med forslag på forslag til udvidelse af kommunens udgifter – alt sammen finansieret gennem en stigning af indkomstskatten og/eller grundskylden. På den anden side af bordet – dér hvor de konservative repræsentanter sad – bestræbte vi os på at pege på områder, hvor vi kunne undgå øgede udgifter og forbedre kommunens økonomi. Vi har stillet mange budgetspørgsmål, som gav mulighed for at en sådan nødvendig budgetkonsolidering, og afholdt os fra nye kostbare udgiftsforslag.

Det har naturligvis også været udslagsgivende for os, at vi overholder aftalen mellem Regeringen og Kommunernes Landsforening. Skattestigningen på 0,1 ligger indenfor hvad vi selv tidligere år har været med til at nedsætte skatten. Det er vigtigt for os, at Gladsaxe fortsat ligger i bunden hvad angår skatteudskrivning.

Hvis vi skal sikre os imod fremtidige store skatteforhøjelser, har vi imidlertid fortsat nogle meget store udfordringer.

På selskabsskattesiden bliver vi i de nærmeste år presset, både af den almindelige økonomiske situation, og helt konkret af, at BAT British American Tobacco fraflytter kommunen. Det sidste rammer os ganske vist først hen ad 2014, men det er nu en kendsgerning. Den konservative gruppe ser derfor frem til, at byrådet får revideret kommunens erhvervspolitik med henblik på at tiltrække andre nye fremtidsorienterede virksomheder, som både sikrer os gode arbejdspladser og som kan være med til at betale til fællesskabet. Den aktuelle byplanudvikling omkring Gladsaxe Erhvervskvarter har vi store forventninger til. Vi skal imidlertid passe på ikke på forhånd at skubbe mangeårige gode og solide virksomheder fra os, når vi beslutter indholdet af disse planer. Vi skal passe på ikke at lade os overtale af byplanteknikernes lokkende og farverige billeder og beskrivelser. Vi skal som politikere være i stand til at sikre en balance med udgangspunkt i den virkelige verden. Det får vi bl.a. lejlighed til i morgendagens workshop om dette tema, og de efterfølgende drøftelser. Gladsaxe er og skal også i fremtiden være en stor og vigtig erhvervskommune. Også for økonomiens skyld. Det er de private virksomheder, deres foretagsomhed og lønsomhed, der skal være med til at sikre et godt økonomisk fundament for Gladsaxes årlige budgetter.

På udgiftssiden har vi behov for at der træffes store strukturelle beslutninger. Den første af disse er allerede på vej. I forbindelse med den iværksatte analyse af skolestrukturen skal byrådet i november i år tage stilling til en fusion af Gladsaxe Skole og Egegård Skole. Det vil være en klog og rigtig beslutning, idet der faktisk allerede i dag er fysisk plads til en fremtidige tre-sporet skole i Egegård Skoles lokaler. Når vi kommer videre med analysearbejdet – der er jo endnu ikke fremlagt en rapport fra forvaltningen – og vi får lejlighed til nye temadrøftelser om skolestrukturen og fremtidens skole, er vi overbeviste om, at der vil være et sagligt grundlag for yderligere vigtige strukturelle beslutninger. Vi skal ikke gøre det for at spare. Vi skal gøre det, fordi vi har en meget stor overkapacitet, og fordi det vil koste mange penge at indrette fremtidens skole i Gladsaxe.

Vi skal fortsat være forrest med et moderne og solidt skolevæsen. Behovet for at tænke nyt er stort. Samtidig støtter vi også, at de mange ressourcer, der naturligt anvendes til lærerkorpset, i højere grad koncentreres om egentlig undervisning. Det er ikke blot et lokalt Gladsaxe-problem, men en landspolitisk opgave, som helt sikkert vil blive løst i et godt samarbejde mellem Regeringen, KL og de enkelte kommuner – med eller uden partnerskab med lærernes organisationer. Vi har pligt til at gøre det for børnenes skyld.

Vi ser frem til at være med til at beslutte de strukturændringer, som pga. overkapacitet indenfor dagtilbudsområdet, skal gennemføres de kommende år. Vi lægger stor vægt på, at Gladsaxe har velfungerende institutioner.

Vi ser frem til en grundig analyse af rengøringsområdet, herunder GKRs konkurrencedygtighed. Det er den konservative gruppes principielle opfattelse, at vi ikke har brug for en kommunal virksomhed til at løse rengøringsopgaverne i de kommunale bygninger. Ligesom vi heller ikke har brug for en kommunal affaldsrenovationsvirksomhed, som skal drøftes i Miljøudvalget på torsdag. Vi ønsker, at endnu flere af kommunens opgaver løses af private virksomheder. Det skal ske gennem offentlige udbud. Derfor ser vi også frem til drøftelserne om kommunens fremtidige udbudsstrategi, som skal finde sted senere. Vi tror på, at mange ressourcer generelt kan spares gennem øget konkurrenceudsættelse. Bemærk, at det er løbende fremtidige driftsbesparelser, vi har brug for. Det gælder på skoleområdet, det gælder på rengøringsområdet, på renovationsområdet, og på flere andre områder, hvor kommunens servicefunktioner udføres. Vi bør også være åbne for udbud af de såkaldte ”bløde” områder, for på den måde at lade kommunens egen opgaveløsning konkurrere på lige fod med eksterne virksomheder. Lad så den, der kan levere varen/servicen kvalitetsmæssigt bedst og billigst, vinde udbuddet.
Vi skal være parate til at tænke nyt. Vi er i den forbindelse tilfredse med, at der afsættes ressourcer til indkøb og testning samt til kompetenceudvikling og udvikling af velfærdsteknologi.  I det hele taget har vi behov for at vurdere, hvordan udgiftsbehovet i de kommende år påvirkes af sund aldring, opgaveglidning og rehabilitering indenfor ældreområdet. Der er samtidig et krav om højere kvalitet i opgaveudførelsen.
Vi har fra konservativ side sædvanligvis ikke behov for at ville prale af, hvad vi har fået gennemført i forbindelse med budgetforhandlingerne. Vi respekterer, at der er tale om en samlet helhed. Jeg vil dog tillade mig overfor den socialdemokratiske gruppeformand at gøre opmærksom på, at vi har set, hvordan hun udtaler sig i et indlæg på Socialdemokraternes hjemmeside under overskriften: Socialdemokraterne tager stadig ansvaret for kommunens økonomi”: (citat) ”Socialdemokraterne har indgået budgetfliget med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. De ville gerne være med til at løfte ansvaret sammen med os, og har selvfølgelig fået nogle fingeraftryk på budgettet. Men de har samtidig også vist en forståelse for, at man selvfølgelig ikke kan lave et forlig med socialdemokraterne uden at det bliver et budget som er præget af socialdemokratisk politik”.

Der er naturligvis flere ting, som havde set anderledes ud, såfremt Det konservative Folkeparti, havde haft flertal i byrådet. Men Socialdemokraterne behøver ikke at påtage sig hele ansvaret for kommunens økonomi alene. Det konservative Folkeparti har igennem mange år taget medansvar for budgettet. Vi står ved dette ansvar, også i det aktuelle budget. Det er naturligvis rart, at også Trine Græse er tilfreds med aftalen.  Nok er der nogle meget socialdemokratiske toner flere steder, som det er vanskeligt at få borgmesterpartiet til at justere, men det er efter vor opfattelse ikke et rent socialdemokratisk budget. I bør huske, at når vi igen i år ikke rammes helt så hårdt og dramatisk som de fleste andre kommuner omkring os, så skyldes det, at vi igennem adskillige år i fællesskab har ført en god og langsigtet fælles økonomisk politik. Det er nok sætternissen, der har været på spil i artiklen, der skulle helt sikkert have stået følgende: ”Socialdemokraterne tager stadig ansvaret for kommunens økonomi sammen med de borgerlige partier”.

Det er jo netop realiteterne. Da det virkelig gjaldt, besluttede de øvrige – socialistiske – partier at forlade forhandlingerne. Borgmesteren ved tilsyneladende godt, hvorfra hjælpen skal komme. Men det er endnu en gang også blevet understreget, hvorfra hjælpen ikke kan forventes at komme.
Et vigtigt punkt i budgetaftalen er den styrkede sociale indsats i de problemramte boligområder. Allerede sidste år var Det konservative Folkeparti med til at få sat fokus ikke blot på Høje Gladsaxe men også på Værebro Park. Vi ser frem til at være med til at drøfte de vigtige principper og detaljer i den eller de planer, som skal iværksættes. Vi skal passe på, ikke at tro, at vi kan løse alle problemerne indenfor de pågældende bebyggelser. Vi skal også kigge ud i kommunen som sådan. Måske løses nogle problemer bedst ved at lokke nogle af uroelementer ud fra bebyggelserne. Vi har meget at lære i forbindelse med disse boligområder, som rummer så mange positive værdier, men som desværre også ind imellem skæmmes af nogle få elementers adfærd.

Indenfor kultur-, idræts- og fritidsområdet vil vi gerne kvittere for, at der etableres en fritidspasordning for børn. Vi foreslår, at det undersøges, om det kan ske i samarbejde med FIG – idrætsforeningernes fællesråd. Vi er også tilfredse med, at sidste års beslutning om at udvikle et spillested for unge i Aktivcentret fortsat er på arbejdsplanen. Det er jo lykkedes at skabe et spændende og aktivt foreningsmiljø på Telefonvej. Måske kan denne videreudvikling også være med til at løse nogle af de sociale problemstillinger, vi gerne vil løse andre steder i kommunen.  Vi må ikke lade denne chance gå fra os. Et rigt foreningsliv er med til at løse mange af de kommunale udfordringer. Måske vil dette Community House – det fælles aktivitetscenter på Telefonvej – kunne tiltrække endnu flere også indenfor andre aktivitetsfelter end dem, der i dag findes på stedet. Det kunne f.eks. være værkstedsprægede aktiviteter. Gladsaxe havde en gang et særligt Motorcenter. Måske er tiden inde til det igen. Foreningerne er i det hele taget kommunens mest værdifulde samarbejdspartnere, også fordi de sædvanligvis fungerer efter frivillighedsprincippet. Vi behøver ikke kommunale institutioner til at løse alle opgaver. Gode fysiske rammer derimod er afgørende for et rigt foreningsliv. Det sidste gælder også projekteringen af en kunstgræsbane på Skovdiget. Når vi finder penge til at realisere selve projektet, så vil det åbne adgang for, at endnu flere kan benytte de udendørs banearealer til deres sunde aktiviteter hele året.

Jeg indledte med at tale om ansvar og ansvarlighed. Vi har pligt til at være langsigtede i vore beslutninger. Vi skal undgå kun at træffe beslutninger, som rækker et enkelt eller to år frem. Her skal borgmesteren ikke være i tvivl. I kan stole på Det konservative Folkeparti. Er vi ikke tilstrækkeligt langsigtede, så risikerer vi at bringe os selv i den situation, vi oplever omkring os. Vi træffer heldigvis ikke i dag beslutninger, som betyder massefyringer af kommunalt ansatte medarbejder. Det ville være uansvarligt af os. Kun ved rettidig omhu undgår vi at bringe os selv i en så dårlig situation. Vi har mange dygtige medarbejdere, hvis kompetence vi fortsat skal være med til at udvikle. Vi har ikke råd til, at skulle fyre folk. Naturlig afgang og omflytninger er den ansvarlige måde, når vi træffer strukturelle beslutninger, som ændrer på antallet af medarbejdere. Det er den vej, vi skal.

Det konservative Folkeparti går gerne denne vej sammen med Socialdemokraterne. Det er ikke socialdemokratisk politik. Det er ansvarlig samarbejdspolitik. Og her kan I – og kommunens borgere og ansatte - regne med den konservative gruppe. Vi kalder det ansvar og ansvarlighed.

13. oktober 2010