Ildsjæle for idrætten i Gladsaxe gennem 100 år

Viceborgmester Lars Abel (C) overrakte på vegne af Gladsaxe Byråd kommunens jubilæumsgave på kr. 10.000 til indkøb af nye møbler til GIFs klublokale i Gladsaxe Sportshal, da GIF fejrede 100 år som forening. På billedet ses de tre formænd, Irene Chabior (svømning), Hanne-Jette Hinsch (gymnastik) og Trine Holm Salmoni (håndbold), som udgør formandskabet i GIF jubilæumsgaven.

Gladsaxe Idrætsforening (GIF) kunne 21. juni 2016 fejre 100 års jubilæum. Søborg Idrætsforening, som foreningen hed frem til 1968, blev stiftet i 1916 og var i realiteten de første årtier nærmest identisk med idrætten i Gladsaxe. Jeg var stolt af at repræsentere Gladsaxe Byråd ved såvel jubilæumsreceptionen som aftenfesten. Især GIF har være med til at sætte sit store præg på al idrætsudøvelse gennem de mange år. Martin Jensen, som var formand 1930-1970 var også med til at stifte FIG – Fællesrepræsentationen af Idrætsforeninger i Gladsaxe i 1923.

Søborg Idrætsforenings første fodboldhold fra 1917. Foreningens historie startede da en flok drenge samledes i 1916 på en mark ved Maglegårds Alle og spillede fodbold. Billedets fodboldhold er fotograferet på banerne ved Wergelands Alle bag Søborg Skole. Holdet bestod af øverst fra venstre Richard Grim og Louis Brønnum, midterrækken fra venstre Thorvald Petersen, Svend Aage Andersen og Sofus Jensen og forrest fra venstre William Grove, Vilhelm Brønnum og Knud Nielsen. Senere i 1923 blev fodbolden skilt ud fra SI og startede under navnet Søborg Boldklub, som senere blev til Gladsaxe Hero. Kilde: Gladsaxebilleder

Gladsaxe så noget anderledes ud den gang. Ved folketællingen i 1901 – omkring det tidspunkt, hvor udstykningen af den gamle Søborggårds jorder begyndte, boede der kun 697 personer i Buddinge, inkl. Søborg. I 1906 var det vokset til hele 1.552 personer. Da sporvognen kom til Søborg i 1924 begyndte den reelle udflytning fra København til Søborg. De fire oprindelige landsbyer, Buddinge, Mørkhøj, Gladsaxe og Bagsværd talte heller ikke mange personer i de år. Der lå mest gårde og marker i resten af det område, vi i dag kender som nutiden Gladsaxe.

Derfor var det for 100 år siden reelt Søborg Idrætsforenings opgave at sætte idrætten på landkortet i et helt andet omfang end for GIF i dag. Idrætslivet er langt mere mangfoldigt i dag, hvor vi tæller langt over 66.000 indbyggere. Den gang var arbejdsdagene og -ugerne længere, og fritiden derfor sparsom.
En 100-årig lang historie er nok ikke det, som medlemmerne tænker mest på, når de svømmer, spiller håndbold eller dyrker gymnastik. Men hvert eneste gode, som udøverne oplever i dag, det er der nogle entusiastiske, engagerede og fremsynede leder, der har skabt til dem. Derfor skal man huske at værdsætte de trænere, instruktører og ledere, som er dem, der har skabt rammerne for idrætten. De har givet og giver alle deres bidrag til, at GIF hver dag året rundt er med til at give børn, unge, voksne og de lidt ældre en værdifuld og sund fritid. Det er kun takket være de mange ildsjæle igennem tiderne og i hverdagen i dag, at det er lykkedes at udvikle GIF til det, vi fejrer i dag.

Forhenværende formænd for Søborg Idrætsforening Svend Åge Nielsen (1923-1930) og Martin Jensen (1930-1970) med SIs lykkebamse, som var ny i 1920. Foreningen blev stiftet 21. juni 1916 og i 1968 skiftede den så navn til Gladsaxe Idrætsforening. Kilde: Gladsaxebilleder

Det er i foreningslivet, de stærke venskaber bliver knyttet. Det er i foreningslivet, at dannelse og erfaringer opnås på tværs af alder og køn. Det er i det hele taget i foreningslivet, vi alle opnår de sociale kompetencer, som afgørende præger os resten af livet. Det er værd at tænke over i den moderne tid, vi lever i.

GIF har i dag mere end 4.600 medlemmer, som dyrker gymnastik, svømning og håndbold. Siden starten i 1916 har man også dyrket fodbold, boksning, atletik, volleyball, og måske andre idrætsgrene. I dag er de forskellige discipliner organiseret noget anderledes i kommunens mange foreninger. Men GIF er fortsat blandt de allerstørste af kommunens idrætsforeninger.

Læs hele Lars Abels festtale til GIF her

Juni 2016