Hvad kan vi gøre for de hjemløse i Gladsaxe?

Livet på bænken er hårdt. Der findes mindst 51 hjemløse i Gladsaxe. Kommunen arbejder nu på at udarbejde en kommunal hjemløsestrategi. Vi skal gøre alt for at hjælpe de mennesker, som er i nød, men hvad kan vi reelt gøre inden for de kommunale rammer?

Af Lars Abel, 2. viceborgmester, medlem af Gladsaxe Byråd for Det konservative Folkeparti.

Nogen vil sikkert spørge, findes der virkelig hjemløse i Gladsaxe?

Hen over sommeren var der en hektisk debat i medierne om hjemløse borgere i København. Med baggrund heri stillede jeg et budgetspørgsmål for at få opklaret, hvordan vi griber problemstillingen omkring hjemløse an i vores kommune. Umiddelbart er det ikke mit indtryk, at vi over tid ser mange hjemløse på gaderne i Gladsaxe.

Men vi har desværre også hjemløse i Gladsaxe. Ifølge SFI - Socialforskningsinstituttet havde vi i 2013 51 hjemløse, i 2011 50, i 2009 37 og i 2007 27. Der er sket en ændring i opgørelsesmetoden, idet "sofa-sovere" nu indgår i tallet. Men 51 hjemløse er for mig at se et højt antal - et alt for højt antal mennesker i nød, hvor Gladsaxe naturligvis skal søge at hjælpe dem videre i tilværelsen. Og måske er mørketallet reelt større.

Når noget går galt i tilværelsen

Som kommune kan vi ikke løse alle de hjemløses problemer. Desværre ikke. Ofte er noget gået grusomt galt i deres tilværelse. Der kan være tale om skilsmisse, og efterfølgende en mistet bolig. Herefter et mistet job. Alt sammen fører ud i en deroute, hvor også misbrugsproblemer støder til. Måske opholder vedkommende sig en tid hos bekendte og modtager kontanthjælp, men det bliver vanskeligere at opretholde kontakten til jobcentret. Efter nogen tid tager den hjemløse ophold på et forsorgshjem.

Boligformidling et centralt element

Ved hjemløse forstås borgere, der ikke har egen bolig, dvs. borgere, der bor på gaden, på herberg, på forsorgshjem og "sofa-sovere" - altså mennesker, som sover rundt omkring hos bekendte. Gladsaxes boligformidling vejleder og formidler boliger til borgere i akut bolignød. Der er imidlertid en række krav, der skal være opfyldt. Som udgangspunkt skal den boligsøgende have haft egen leje-, andels- eller ejerbolig i kommunen i mindst et år umiddelbart op til ansøgningen om bolig til boligformidlingen. Der skal samtidig være tale om en akut situation, som ikke kunne forudses af borgeren. Naturligvis må boligformidlingen også vurdere behovet på baggrund af den pågældendes samlivsophør, sygdom, handicap, uforudsete økonomisk problemer, betydelige sociale problemer m.m. Det er en individuel og konkret vurdering. Der kan gøres undtagelser fra hovedreglen om egen bolig i mindst et år. For dem, der ikke opfylder kravet, vejledes borgeren om muligheder udenfor Gladsaxe, f.eks. midlertidigt ophold på herberg eller forsorgshjem.

Social- og Sundhedsudvalget skal vedtage en kommunal hjemløsestrategi

I foråret 2014 blev der nedsat en arbejdsgruppe i Social- og Sundhedsforvaltningen med henblik på at afdække hjemløseproblemer, udgifter til herberg og krisecentre, muligheder for etablering af "skæve boliger", "startboliger", "udslusningsboliger" m.v. Målet er at udarbejde en mere langsigtet strategi for kvalificeret afhjælpning af hjemløseproblemerne. Vi har søgt om kr. 500.000 fra Socialstyrelsens pulje til implementering af den nationale hjemløsestrategi.

Vi må aldrig give op       

Forvaltningen kontakter løbende herberg og forsorgshjem for at hjælpe med at udsluse de hjemløse Gladsaxe-borgere til egen bolig.  Sammen med forsorgshjemmet vil man udarbejde en handleplan både for at få pågældende ind i egen bolig igen, og for at få de øvrige forhold omkring personen stabiliseret.

Desværre er kommunens forudsætninger for at hjælpe - således som jeg ser de krav, man formelt arbejder ud fra - ofte vanskelige at opfylde.  Udover at hjælpe med en fast bolig, er det vigtigt at hjælpe med at genoptage kontakt til jobcenter, få overblik over ubetalte regninger, hjælp til at prioritere betaling og evt. gældsrådgivning, hjælp til misbrugsbehandling mv.

Jeg forestiller mig desværre også, at der kan være psykiske udfordringer, som kommunen kun vanskeligt at bistå med at få løst her og nu. Som konservativ har jeg imidlertid også den opfattelse, at vi som kommune som en del af vores hjemløsestrategi naturligvis altid skal yde al den praktiske og medmenneskelige hjælp, vi overhoved kan, for at stabilisere og genskabe en fast daglig ramme for den enkelte borger, som er ramt af en så alvorlig krise, som hjemløshed altid vil være for et menneske. Vi må aldrig give op. Vi skal altid være der for hver enkelt menneske. Ingen skal have lov til at gå i hundene, uden at have fået et reelt tilbud om hjælp til at løse problemerne.