Ejendomsskat er en umoralsk skat, som vi konservative ikke bør støtte

Når Danmark til næste år får en borgerlig regering, må en af dens vigtigste opgaver være at lave et helt nyt system for ejendomsbeskatning.

Henrik Sørensen på talerstolen ved Det Konservative Folkepartis Landsråd i København den 28. september 2014

Tale af Henrik Sørensen (C)
Folketingskandidat i Gladsaxe-kredsen
ved Det Konservative Folkepartis Landsråd den 28. september 2014


Ejendomsskat er en umoralsk skat, som vi konservative ikke bør støtte.

Derfor er det godt, når folketingsgruppen siger stop, og kræver en fastfrysning af grundskylden.

Men det er ikke nok. 

Ejendomsbeskatningen skal sættes betydeligt ned. Ikke kun med 10 eller 20 %.

Ejendomsskat kan bedst betegnes som en skatteskrue, der er gået over gevind.

Mange helt almindelige familier betaler i dag 30.000 og 40.000 kr. om året for at bo i deres eget hus.
Og her taler vi ikke om konservative kommuner i Nordsjælland fyldt med direktører, der har milliongager.
Nej vi taler om familier, der bor i socialdemokratiske kommuner som Ballerup, Hvidovre og Rødovre.
Bor man i konservative kommuner som Frederiksberg, Gentofte og Lyngby skal man betale meget mere. På Frederiksberg vil en husejer om få år betaler langt over 100.000 kr. alene i grundskyld.

Også i Jylland og på Fyn oplever mange husejere, at skulle betale 30.000 og 40.000 i ejendomsskat og ejendomsværdiskat.

De høje ejendomsskatter er ikke mere kun et københavnsk problem, som resten af landet kan være ligeglad med.

Ejendomsskatterne er i dag så høje, at de reelt truer den private ejendomsret.

Når Danmark til næste år får en borgerlig regering må en af dens vigtigste opgaver være at lave et helt nyt system for ejendomsbeskatning.  Og fra konservative side skal vi sende et klart signal til Lars, Kristian og Anders, at vi ønsker en reform af ejendomsbeskatningen.

I Sverige betaler en husejer max. 6500 kr. i ejendomsskat om året og i andre lande beskatter man slet ikke folks bolig.

Så det er ikke en naturlov, at boligejere skal beskattes ud af deres eget hjem.

Ejendomsskat er en tilfældig skat, som ikke har noget at gøre med din skatteevne. Bliver du skilt, arbejdsløs eller enlig risikere du at sidde med en ejendomsskat, der tvinger dig fra hus og hjem.

Det konservative folkeparti skal sende et klart signal til alle danskere, at vi er partiet der beskytter den private ejendomsret og arbejder for en betydelig nedsættelse af ejendomsskatterne.

_____________

Det Konservative Landsråd den 28. september 2014 vedtog herefter resolutionsforslaget fra Det Konservative Folkeparti i Gladsaxe "Mit hjem er min bolig - ikke et skatteobjekt", som kan læses i sin helhed her