Til kamp for de danske værdier

Af folketingskandidater i Gladsaxe-kredsen Jeppe Bruus (S) og Henrik Sørensen (C)


Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti er gået for vidt når de vil indføre censur. Den vigtige kamp mod islamisme er nu afløst af, at vi skal bekæmpe Islam som religion. Dermed vinker DF nu helt farvel til vores grundlæggede danske  værdier om pressefrihed og retten til at tænke og tro som man vil.  Pia Kjærsgaard vil reelt indføre censur når hun foreslår, at  forbyde paraboler og to arabiske nyhedskanaler. En melding hun dog måtte moderere, fordi det har vist sig, at netop de to kanaler er blandt de mellemøstlige medier, der arbejder efter vestlige journalistiske principper.

Hvad bliver det næste? Kun fantasien sætter grænser, for Pia Kjærsgaards primære opskrift på at skaffe sit parti medieopmærksomhed er ved at  udtale sig kritisk mod alt, der lugter af fremmed og islam.
 
Desværre har DF haft held til at tage patent på danskheden, til trods for, at Pia Kjærsgaards nye udmeldinger om reelt at vil indføre censur er så udanske som noget kan være. I Danmark har vi en stolt tradition for pressefrihed, som vores samfund har haft stadfæstet ved lov siden Grundlovens vedtagelse i 1849. Vi har ytringsfrihed for alle, til alle tider og på hver en plet af det danske landkort. Det medfører en både værdifuld og meget rummelig kultur, en dansk kultur. Den holdning er vi mange, der har på tværs af partiskel. Men hvis Pia Kjærsgaard får det, som hun vil have det og der indføres censur i Danmark, er vi ikke bedre en alverdens totalitære stater som Saudia Arabien, Libyen og Kina, der ikke tåler nuancer og holdninger, der strider mod magthavernes.
 
Danmark er kendetegnet ved at være et pluralistisk demokrati. Nye partier og holdninger opstår og forgår med en hast, så det nogen gange kan være svært at følge med. På tværs af holdninger kan vi sige tingene lige ud til hinanden, og vi har flere gange markeret os internationalt som et land, der slås for tro og ytringsfrihed, samt menneskerettigheder. Det er Danmark og danske værdier i en nøddeskal. Pia Kjærsgaards gentagne og stadigt mere ekstreme ideer er langt fra dette. På tværs af partiskel vil vi i stedet arbejde for pressefrihed hvor ytringer og holdninger, som man ikke selv deler, også skal have mulighed for at udfolde sig i debatten.