En ny start
Af Lars Barfoed, politisk leder

 

Kære alle

Først og fremmest vil jeg takke for de mange positive tilkendegivelser, jeg har fået de seneste dage. Jeg vil også takke Lene Espersen for den tid, hvor hun som formand for partiet vedholdende har kæmpet den konservative sag. Det var også partiet, hun tænkte på først, da det viste sig, at stormen ikke ville lægge sig igen. Lene Espersen traf en svær beslutning i en svær tid, men hun traf ikke mindst en uselvisk beslutning. Det har jeg den dybeste respekt for.

Jeg står med et stort ansvar og en stor udfordring. Det ved jeg – men jeg ser store muligheder for det Konservative Folkeparti. Jeg går også til opgaven som ny politisk leder med høje forventninger.
For der er behov for et stærkt konservativt folkeparti i Danmark. Vi har brug for stærke konservative værdier midt i en turbulent tid, brug for at holde fast i det, der er bygget op gennem generationer, så vi kan give det videre til næste generation. Der er brug for Det Konservative Folkeparti til at huske på og til at styrke de grundlæggende værdier som personlig frihed og personligt ansvar. Og jeg ikke i tvivl om, at der er mange danskere, som deler vores grundholdninger. Den velfortjente fremgang skal nok komme, hvis vi igen og igen forklarer om de konservative grundholdninger og sætter dem i relation til de konkrete politiske tiltag, så man kan se sammenhængen i vores politik.  

Der er skrevet meget om processer og desværre knap så meget om de mange resultater, vi har fået gennemført. Men lad mig lige minde om, at vi i disse dage er ved at gøre op med efterlønnen, fordi vi har været vedholdende - og fordi vi har kæmpet for vores mærkesager.

Konservative har også fået gennemført tre skattelettelser i denne regerings levetid. Senest har vi fået dagpengeperioden halveret fra fire til to år. Alt i alt har vi sikret vigtige resultater for partiet og for hele Danmark. Men vi har meget mere at byde på. Derfor ser jeg frem til, i selskab med den konservative folketingsgruppe, at fortsætte den gode linje.

Men vi kan så langt fra gøre det alene. Jeg sætter derfor min lid til de mange dygtige folketingskandidater, byrådsmedlemmer, medlemmer og frivillige, der hver eneste dag leverer en stor indsats for Det Konservative Folkeparti. Jeg ser frem til at arbejde sammen med jer alle!  I fællesskab kan vi levere de resultater, Danmark har brug for. Vi har modet til at prioritere både økonomisk og værdipolitisk. Og konservative værdier som ansvar og pligt i sammenhæng med den personlige frihed er gode udgangspunkter. Jeg vil gå forrest og fortælle danskerne, at Konservative belønner dem, der gør en indsats. Og vi tager hånd om dem, der har behov for hjælp. Konservative er partiet for alle de flittige og ansvarlige danskere, der hver dag g&osl ash;r en indsats og tager ansvar for dem selv og deres omgivelser.
I næste uge mødes Konservative og Venstre til regeringsseminar, hvor vi sætter rammen for fremtidens udfordringer. Foran os venter som bekendt et vigtigt folketingsvalg. Et valg, der vil være afgørende for Danmarks fremtid. Og jeg er glad for, at regeringen i et stærkt partnerskab går til valg på gradvist at afskaffe efterlønsordningen. I modsætning til oppositionen, har vi en fælles, realistisk økonomisk plan for Danmark.

Socialdemokraternes og Socialistisk Folkepartis plan virker ikke, men øger gældsætningen og gør hullet i statskassen til en åben port. Dermed vil de lægge en bombe under velfærdssamfundet. Der er brug for økonomisk ansvarlighed - det står Det Konservative Folkeparti for.
Lad os sammen gribe den mulighed vi nu har fået til igen at udbrede vore visioner og politiske budskaber. Og lad den nye start blive til fornyet fremgang for vores parti.

Med venlig hilsen


Lars Barfoed